Munck Administrationsbygning

Ny administrationsbygning for Munck Gruppen A/S beliggende i Nyborg lige ud til E20 ved afkørsel 46. Huset er disponeret omkring det store atrium, som løber gennem alle etager og binder bygningen og de forskellige afdelinger sammen. Fra atriet bevæger man sig ud i to kontorvinger, som er opbygget omkring kerner i midten og derfor fungerer så fleksibelt som muligt. Kontorer kan enten disponeres som storkontorer eller som enkeltmandskontor. På øverste etage befinder kantine og det store mødelokale/foredragssal sig, alle med udsigt over motorvejen og med kig til Hjulby sø.

Huset opføres i sorte teglsten med sort fuge som en reference til asfalten. Atriet tegnes i facaden og markeres af hvide rammer som kontrast til den sorte bygningskrop. Gavle beklædes med hulplader som fotoprint; et forstørret aftryk af en asfaltboreprøve. Om aftenen vil gavlene stå og lyse, og det udskårne logo vil kunne ses fra motorvejen.

Projektfakta

Adresse: Toftegårdsvej, Nyborg
Areal: 2700 m²
Bygherre: Munck Gruppen A/S
Ingeniør: Grontmij A/S